Test af Suzuki GS500. Af Kenneth Jessen.
Da jeg endelig efter 3 år uden cykel, fik muligheden for at generhverve mig en MC, så faldt valget på "damecyklen" over dem alle: Suzuki GS 500 E.
Dette valg kom jeg frem til efter megen omtanke. For der var jo en del, som jeg tog med i mine overvejelser. Blandt andet de fakta at jeg er totalt ude af stand til at skrue i en MC samt den økonomiske side af sagen. Da jeg på daværende tidspunkt gik rundt og overvejede et evt. køb af et "halvgammelt øg" til ca. 35 kilo, og derfor var en meget flittig læser af "den blå". Derved fandt jeg ud af, at man for bare 15 kilo mere kunne få sig en helt ny MC med et stort nul på klokken, samtidigt med man kunne få fornøjelsen (for det er en fornøjelse), at køre en helt ny MC til. Der næst kunne jeg slippe for, at den hele tiden skal på værksted, fordi man som oftest ikke kender historien bag en brugt MC.... - Jeg har hørt en historie, om en fyr der købte en halvgammel Kawa, som blev meget dyr!....
Derudover så var det også med i mine overvejelser, at MC'en hovedsagelig skulle bruges til bykørsel, hvorfor den ikke måtte være alt for tung. For det havde jeg tidligere prøvet med min Honda CB 750 F1 fra 76 med kåbe og tasker. Den var sgu' tung... og stiv som bare fanden i de små gader! - Så valget var efterhånden blevet helt let. Og det blev til min store glæde en Suzuki GS 500 E!
Jamen hvad er det så for en MC? Det kan siges meget kort: Suzuki GS 500 E - Den er bare kanon! Kanon fordi den 100% giver fuldt ud glæden ved at køre MC. Den er let , utrolig smidig at håndtere, samt meget let at få rundt i et sving. Men pas på! for den kan godt blive lidt træt og lægge sig ned på siden...
I det store og hele er det en pålidelig og særdeles driftsikker MC, som for mit vedkommende har kørt upåklageligt. Selv om det efterhånden er ved at være en halvgammel model, der første gang kom på gaden i 1989, hvorfor GS'en er særdels gennemprøvet MC, der har været et hit blandt mange motorcyklister til hverdagsbrug fordi den har kræfter og køreegenskaber, der opfylder også den sportsliget anlagte motorcyklists behov.
Vælger man som jeg, at få monteret en vindskærm på sin GS'er, ja så bliver den også behagelig at køre længere ture på. Selv benzinøkonomien er noget og skrive hjem om. For ved by kørsel, så har den et forbrug på 21 km/l. Og på længere ture er forbruget på 24 km/l ved en marchhastighed på ca. 130 km/t.
Hvorom altting er, så har den for mig været det rigtige køb. Som har givet mig mange gode oplevelser i den tid jeg har haft den. Jeg håber og ved, at den vil give mig mange flere gode timer og oplevelser i tiden der kommer, hvor der igen er blade på træerne...
- Suzuki forever!!!!
Motor: 2-cylindret luftkølet 4-taks rækkemotor med 2 overliggende knastaksler, 2 ventiler pr. cylinder.. Boring 74,0 mm. Slaglængde: 56,6 mm. Slagvolumen 487 cm3. Kompressionsforhold:9,0:1. Maks. effekt: 45 hk (32kW) ved 9000 o/m. Maks. moment: 40Nm ved 7400 o/m. 2 stk. 33 mm Mikuni CV-karburator.
Transmission: 6-trins gearkasse. Fladpladet kobling i oliebad. Kædetræk.
Stel: Dobbelt, lukket rørramme i stål. Kronhovedvinkel: 64,5. Efterløb: 95 mm. Akselafstand: 1410 mm.
Affjedring for: Hydraulisk teleskopgaffel med 39 mm gaffelben. Fjedervandring: 120 mm.
Affjedring bag: Svinggaffel med centralt placeret støddæmper. Justerbar fjederforspænding og dæmpning. Fjerdervandring: 115 mm.
Bremser: for: 310 mm skive med flydende ophæng. 2-stemplet fast ophængt caliper. Bag: 250 mm skive med fast ophæng. 2-stemplet fast ophængt caliper.
Dæk og fælge: For:110/70-17 på 3 tommer alufælg. Bag: 130/70-17 på 3,50 tommer alufælg.
Mål og vægt: Totallængde: 2075 mm. Sædehøjde: 790 mm. Frihøjde:155 mm. Tankkapacitet/reserve:17,0/3,0 liter. Egenvægt: 169 kg.
Vægt/kræft-forhold: 3,75 kg pr. hk.
Tophastighed 165 km/t. Acc. 0-100: 6,0 sek. Maks.eff: 45 hk. Forbrug: 19 km/l.