Med
nyt åndedræt og en lang række detaljeforbedringer er Hondas 190.000 kr. dyre CBR
1100 XX blevet både hurtigere, mere økonomisk og mindre forurenende.
Evolution snarere end revolution. Således lyder recepten for de ekstra hestekræfter og
forbedrede køreegenskaber i 1999-udgaven af Hondas hurtigste gademotorcykel, Super
Blackbird.
Nogle finder det måske kedeligt, når verdens største motorcykelfabrik konsekvent satser
på de sikre kort frem for at spille med musklerne. Andre forstår, at Hondas
understatement netop er deres største styrke. For ved at tage udgangspunkt i velkendte og
gennemførte tekniske koncepter skaber giganten bedre motorcykler uden at spolere
ejerglæden hos dem, der allerede handlede sidste år.
Ny under skindet
Bortset fra lakfarverne og bittesmå detaljer er det næsten umuligt at se, hvor Super
Blackbird er forynget. Men skindet bedrager; teknikken er forædlet på en lang række
punkter. Så meget, at man næsten kan tale om en ny cykel, hvor kun motoren, stellet og
de grundlæggende design-karakteristika går igen.
Vigtigst er nok motor-modifikationerne, der omfatter tvangsfodring med kølig og mere
iltholdig fartvind, udskiftning af karburatorerne til et digitalt styret
ind-sprøjtningsanlæg og total overhaling af timingen i de ædlere dele, såsom tænding
og knasttider. Resultatet er et 8 procent nedsat brændstofforbrug, noget lavere emission
af giftstoffer og ikke mindst et endnu kraftigere forløb af momentkurven.
1999-Blackbirden har fået adskillige flere hestekræfter og et endnu hurtigere men
samtidig jævnere gasresponse i det mellemste omdrejningsområde, hvor man kører til
daglig.
Sekundært er Blackbird-motorens gang forbedret med blandt andet en automatisk
choker-lignende funktion, der sikrer hurtig opvarmning og optimal drift under alle
temperatur- og lufttryksforhold.
Bedre vejgreb
Ingen har nogensinde klandret Super Blackbird for manglende vejgreb, men nu da Honda
alligevel har modificeret stellet for at give plads til Direct Air-Intake snorklerne foran
(der igen har fordret repositionering af motorens nu større oliekøler), så kunne man
ligeså godt tilføre enkelte forstærkninger og finpudse affjedringens stivhed og
dæmpe-karakteristik. Især foran hvor teleskopforgaflen nu reagerer mere fintfølende ved
små ujævnheder samtidig med, at den tager bedre fra under hård belastning.
Resultatet er et efter sigende endnu bedre vejgreb, hvor især komforten og følingen med
forhjulet er tydeligt forbedret. Dette medfører øget stabilitet i hurtige sving og giver
føreren endnu større tillid og overskud, når maskinens utrolige fartpotentiale
udnyttes.
At den nye Super Blackbird er for voksne og erfarne kørere fremgår ikke kun af cyklens
stilfærdige men selvsikre design, hvor Blackbird vel er det nærmeste man kommer
MCernes Audi A6 med 4.2 liters motor. Nej, cyklen er konsekvent udviklet til folk,
der foretrækker at køre reelt frem for konstant at prale med hestekræfter og topfart.
Og mon ikke de 164 hk rækker? Uvildige magasiner har målt rakettens spurt-tid fra 0 til
200 km/t til pænt under 9 sekunder. Og tophastigheden er, som man siger, høj
nok. I hvert fald så høj, at bremsegrebet måtte redesignes i retningen af det
mere aerodynamiske, så bremselyset ikke fartvind-aktiveres i tide og utide!
|