Tilbage

Mine første erfaringer på MC

Senere samme søndag pakkede jeg alt mit habbengut på MC'en og gjorde klar til afgang. Men hvad var det, jeg kunne ikke starte den. Efter kort tid var den helt død. Nå, jeg løber den da bare i gang, men ak, efter at have løbet adskillige kilometer (følte jeg) kom en bil forbi og ud sprang en mand som lige ville hjælpe (dvs. tjekke dødemandsknappen, det var ikke den), nå, men så ville han da godt låne mig et batteri, han havde en Suzuki holdende hjemme, som ikke skulle ud at køre på før vejret blev bedre. Så af med sideskjold, hvor han med det samme kunne se at hans batteri ikke passede, og der opdagede jeg at batteriet var gloende varmt, det var altså "klappet sammen". Men hvilken hjælpsomhed fra vildt fremmede, det lunede. Jeg ringede til den bekendte jeg havde købt MC'en af og han lovede at komme næste dag og sætte et nyt batteri i uden beregning. Så fik jeg fremskaffet en bil til næste morgen, og kørte mod nord. På min første dag blev det aftalt, at vi var tre der skulle til København næste dag for at arbejde i 3 dage. Det blev aftalt, at jeg skulle hentes på vandrehjemmet, næste morgen.

Efter endt arbejdsdag tog jeg bilen til vandrehjemmet læssede alle mine ting af og tænkte det bliver dejligt at køre uden oppakning på MC'en. Da jeg kom tilbage til Odense var MC'en klar og den sprang i gang, med det samme. I stedet for at køre tilbage til Hobro med det samme, besluttede jeg at sove i Odense og stå tidligt op næste morgen for at køre til Hobro.

Næste morgen meget tidligt fik jeg et chok, snefnug på størrelse med tennisbolde væltede ned. Men hvad, jeg havde da tre køretimers erfaring med at køre MC, så det skulle jo nok gå!! Men for fanden, hvor kan det være glat når man kun har 2 hjul og så var der snefygning flere steder. I sneglefart gik det imod Jylland, overhalet af et hav af biler og lastbiler og en enkelt sneplov, det skulle I prøve, fy' for fanden, jeg nåede lige akkurat at standse i nødsporet. Nå, nu havde vi i det mindste samme design/farve overalt, motorcyklen og jeg (ja, du ved, motorvejssjapfarve). Jeg nåede til Skærup ved Vejle, ind og tanke op, og ind og betale, men ak hvor er min pung.......!!?! Nå, jeg fik lov til at købe på klods hvis jeg lovede at komme forbi og betale inden 14 dage, flink dame. Jeg kiggede på uret, om én time skulle jeg være i Hobro, umuligt, så jeg besluttede at køre til Århus hvor den anden af mine nye kolleger boede, og jeg vidste jo at vi skulle sejle fra enten Århus eller Ebeltoft! På vejen til Århus kom jeg i tanke om at hans telefonnummer lå i min pengepung, som jo lå i Odense, og jeg vidste at Linda skulle meget tidligt af sted med aviser, så det blev en kamp mod tiden.

Nå, jeg kom til Århus-ringvej og fandt Q8-tanken lige før Viby Torv, forklarede situationen (ingen penge, ingen tlf.nr., nyt arb.) hvorefter jeg bare fik at vide, ingen penge, ja så duede mønttelefonen desværre heller ikke. Godt gal i skralden, måtte jeg ud på MC'en igen, næste tank var Haar, her blev jeg tilgengæld både budt på kaffe og gratis telefon. Jeg nåede lige akkurat at "fange" Linda inden hun skulle ud af døren, hun fandt telefonnummeret. Jeg ringede til min kollega, men ak, han var kørt hjemmefra, så jeg måtte nøjes med at lægge en besked på svareren, og at oplyse sit mobilnummer der, havde han selvfølgelig ikke tænkt på, så jeg lagde telefonnummeret til tanken og håbede han ringede hjem for at aflytte den, det gjorde han, efter at have talt med én, der havde ventet i Hobro, som ikke kunne vente længere hvis han skulle nå færgen. Han ringede til tanken og fortalte vi skulle sejle fra Ebeltoft. Og jeg skulle skynde mig. Det var her det gik op for mig, hvad det er man mener når man siger: "Det er tanken (=benzintanken) der tæller" Nå, men af sted på kværnen igen, det var stadig lige glat, og jeg kørte meget stærkere end det var forsvarligt i dette føre, med flere udskridninger til følge, mirakuløst nok ingen styrt. Nå, jeg nåede lige at se færgen glide ud af havnen, mine kolleger havde heldigvis besluttet at vente på mig...... og næste færge.

Problemet var nu, at alt hvad jeg havde, var det jeg havde på, resten lå i Hobro. Efter jeg havde fået det meste af mit MC-tøj af, på nær støvlerne, jeg havde jo ikke andet fodtøj, var jeg klar til at tage til København, da mine nye kolleger begyndte at spørge om, hvad det var, der var så lækkert ved at køre MC ? Joh, det frie liv, at være direkte i kontakt med naturen i stedet for at opleve det hele igennem fjernsynsskærmen (=bilruden), tænkte jeg!!!??? Men kom dog i stedet med en forklaring om dårlig økonomi (hvilket heller ikke var usandt) og jeg må indrømme det var svært finde gode argumenter, her som nybegynder MC'ist.

I København blev jeg mødt med undrende ansigter, det første sted vi var inde for at arbejde, blev jeg på ægte københavnsk spurgt: hva' fa'en er det for nogen støvler do'. Uden at fortrække en mine sagde jeg bare, at det var sgu mine MC-støvler (kunne han ikke engang se det, store højskaftede, sorte, hvide og orange af et kendt MC-mærke, sammenholdt med min nyerhvervede Frank Thomas jakke, analfabet....). Hvortil han svarede: det bliver de sgu da ikk' kønnere a' do' Jeg skal ikke her prøve at gætte hvad han tænkte om os der bor vest for Storebælt. Næste morgen på Scandic Hotel befandt jeg mig i elevatoren, sammen med jakkesæt og attaché mapper, jeg behøver vel ikke fortælle hvor meget jeg skilte mig ud fra mængden i min store-islandske-termo et eller andet trøje, cowboybukser og MC-støvler, i skulle i hvert fald have set deres ansigter, da jeg steg ind i elevatoren, for slet ikke at tale om hele restauranten da jeg gik ind for at indtage min morgenmad. Den morgen tror jeg de taler om endnu. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg måske skulle prøve at tale lidt svensk eller norsk, men droppede det igen.

Efter 3 dage var vi tilbage i Ebeltoft og det var et lykkeligt gensyn med Yamaha'en. Vejret var ikke blevet meget bedre og med min stedsans, aftalte jeg at køre bag den af mine kolleger der kom nordfra, han kunne en smutvej på rimelige veje. Han havde forinden fortalt mig, at vi, et eller andet sted skulle dreje af mod Randers. På et tidspunkt og bedst som vi kørte på Grenåvej, så jeg gennem snemasserne på mit visir, et skilt mod Randers, jeg gav ham det lange lys et par gange, for at gøre opmærksom på, at jeg mente han var kørt for langt. Han troede jeg signalerede at nu kunne jeg vejen, så han forsvandt. Jeg besluttede ikke at tage nogle chancer, jeg ville kun holde mig til store veje med det vejr. Og hvad mere kunne der så gå galt. Jeg åndede lettede op og tænkte fra nu af kan det da kun gå fremad. Så jeg tog turen tilbage til Århus og derfra til Hobro, for at tage min første overnatning på vandrehjemmet. Jeg sov tungt den nat, efter adskillige timers kørsel i sneglefart, atter engang. Lige siden har jeg nydt hvert sekund på min MC. Og som man siger her i Jylland: Det ku' heller et' bli' møj' værre.

Tilbage

Henrik Nielsen, 1999